Nøddepostej

Lav en dejlig vegansk nøddepostej til julefrokosten, juleaften eller som almindeligt pålæg. Opskriften giver en stor bageform med nøddepostej.

Ingredienser:

200 gram persillerod
300 gram knoldselleri
200 gram champignon
100 gram løg
200 gram valdnødder
2 æbler
50 gram svesker
Lidt soyasauce
Lidt salt

Skræl persillerødderne og skær dem i mindre stykker, hvorefter du putter dem i en gryde. Skær ligeledes skrællen af sellerien, skær den i mindre stykker og put den op til persillerødderne. Kog selleri og persillerødder, så du let kan blende dem til en pure. Hæld vand fra gryden og lad rodfrugterne dampe fri for det resterende væske, hvorefter du blender rodfrugterne til en puré

Hak champignoner og løg til fine tern og put dem i en skål. Hak derefter valnødderne og tilsæt dem. Bland rodfrugtepuréen  i skålen og smag massen til med soya og salt. Lad massen stå lidt, så salten trækker væsken ud af grøntsagerne og dermed skaber en mere fugtig masse til postejen.

Skræl imens de to æbler og skær dem i både. Sveskerne kan du enten lade være, som de er. Du kan også skære dem i halve eller mindre stykker.

Put halvdelen af nøddemassen i bageform. Læg nu æblerne som et lag ovenpå nøddemassen sammen med sveskerne og tilsæt herefter resten af nøddemassen.

Bag postejen ved 200 grader i 45 minutter.

Jeg har her serveret den lækre nøddepostej sammen med en hjemmelavet rødbedepesto og ristede græskarkerner. Rødbedepestoen giver et andet og mere friskt udtryk end de traditionelle syltede rødbeder, men nøddepostejen kan også serveres ligesom man sædvanligvis vil servere en almindelig postej.